INTERVIEW MED JEAN-JACQUES ANNAUD

Filmens historie begyndte jo faktisk også for dig 15 april 2019, da Notre-Dame brændte i Paris…

”Jeg var et par dage ude i Vendée i et hus, hvor Tv’et ikke virkede. Da jeg tændte for radioen, hørte jeg pludselig præsident Macron tale til befolkningen om den tragedie, der var ved at ske med Notre-Dame. Så jeg så det aldrig selv den aften, men jeg forestillede mig det, for siden jeg var barn, har jeg tilbragt mange, mange timer i katedralen og dens mange rum, smalle gange og stejle, klaustrofobiske trapper. Og da jeg som lille dreng, tog jeg faktisk mine første billeder med mit nye Kodak Brownie kamera og forevigede den eftertænksomme dæmon højt oppe i Chimera galleriet.”

 

Senere blev det en frokost invitation, der introducerede ideen om at lave en film om tragedien…

”Jérôme Seydoux, der er CEO for Pathé, ringede til mig sent i december 2019 og inviterede mig til frokost. Vi har tidligere lavet flere succesrige film sammen og han præsenterede mig for en idé, der virkelig kom bag på mig. Hans oprindelige ide var at producere en spektakulær arkiv-montage film om Notre-Dame branden, med optimal billede- og lydkvalitet til verdens bedste biografsystemer. Til at begynde med, frygtede jeg dog, at der ikke fandtes nok filmmateriale til en 90 minutters film, men jeg lyttede og begyndte ret hurtigt at bygge videre på ideen. Jeg forlod den i øvrigt fantastiske frokost med en kæmpe kuvert med dokumentation, herunder en masse artikler, både på fransk og engelsk. Om aftenen forsøgte jeg at danne mig et overblik og jeg gennemgik det hele til den lyse morgen. Det var for tidligt, eller sent, at ringe til Jérôme, men jeg havde besluttet mig.”

 

Hvad var det i disse første dokumenter og artikler, der overbeviste dig?

”Jeg havde fundet et fuldkommen utroligt forløb; en fascinerende række af udfordringer, udeladelser, uheld og fejl. Totalt uvirkeligt, men desværre sandt, så samtlige elementer til et spillefilmmanuskript var allerede til stede.”

“I hovedrollen har vi en internationalt kendt superstjerne, Notre-Dame de Paris. Hendes protagonist; en formidabel og karismatisk dæmon - det brølende ildhav. Og fanget mellem de to møder vi alle de mange almindelige mennesker, der var parat til at ofre livet for at redde katedralen, der har været Paris’ vartegn siden 1345.

For mig indeholder historien alt, en filmskaber kan drømme om; spænding, menneskeligt drama, selvopofrelse, overskud og endda komiske elementer. Men før vi kunne nå så langt, var det helt essentielt, at vi fik adgang til samtlige informationer fra alle involverede, så meget filmmateriale som muligt og interviews med flest mulige af de centrale karakterer, der havde gennemlevet de vanvittigt dramatiske timer...”

 

Hvordan kom I i gang fra udgangspunkt 0?

”Som det første valgte jeg at holde mig til de fakta jeg havde adgang til og derfra etablere en kronologisk tidslinje for begivenhederne, men det skulle snart vise sig ikke at være så let endda. For da jeg sammenlignede de forskellige vidneudsagn jeg havde adgang til på det tidspunkt, gik det op for mig, at alle havde deres hele egen version af, hvornår røgen – og siden flammerne – først blev observeret og hvornår brandvæsenet rent faktisk ankom til stedet. Så jeg forstod hurtigt, at set i lyset af øjeblikkets voldsomme intensitet, var der ikke så mange, der havde set på deres ur. Så jeg gav en meget kortfattet udgave af begivenhederne til manuskriptforfatteren Thomas Bidegain, der læste det og spurgte, hvordan i alverden han skulle bære sig ad med at versionere det, der allerede var tæt på den perfekte historie.”

 

Da du gennemgik begivenhederne fra 15. april 2019, hvad overraskede dig så mest !?

”Ilden blev først opdaget 2. Påskedag kl. 18:17, men blev ikke rapporteret til brandvæsenet før en halv time senere, da en af general Gallets venner ringede til ham fra sin ferie i Firenze, hvor han havde set det i nyhederne. Men i virkeligheden var det allerede om morgenen, at en række dramatiske begivenheder begyndte at bevæge sig i retning af den lurende katastrofe. Det var nemlig første arbejdsdag for Notre-Dames nye brandsikkerhedsvagt, der skulle holde øje med det vigtige kontrolpanel, hvor alarmen med det samme ville blive vist i tilfælde af brand. Vagten havde bare aldrig besøgt katedralen, og var ikke tilstrækkelig bekendt med de tekniske terminologier og specifikke stedreferencer i beskrivelsen af den gotiske arkitektur i katedralen. Så da alarmen gik, og en for ham ukendt kode lyste rødt, ringede han til sin chef, der dog ikke tog telefonen med det samme, men besvarede opkaldet 15 minutter senere. Vagten, der samtidig fysisk skulle bekræfte alarmen og at der rent faktisk var en brand under udvikling, fik på grund af den statiske støj i walkie-talkien indtryk af, at han skulle tjekke loftet over sakristiet, mens branden rent faktisk ulmede på loftet over kirkeskibet. Og det var kun begyndelsen på en vanvittig række misforståelser og deciderede fejl.”

 

Ok, men hvad så med det helt centrale spørgsmål: Hvad var den præcise grund til branden. I dag, tre år senere, har vi stadig ikke fået et officielt svar?

“Den juridiske udredning er stadig i gang, men filmen har aldrig haft til hensigt at undersøge eller supplere anklagemyndighedens undersøgelser. Vi kommer med nogle sandsynlige grunde, men der er stadig ikke bevist noget endeligt.”

“”Notre-Dame i flammer” handler om de fakta vi rent faktisk kender til og kun dem; den fantastiske saga om katedralens redning og det heltemod, der gjorde det muligt, men ikke hvordan eller hvorfor den næsten blev udslettet.”

 

I kunne optage enkelte scener i katedralen, men måtte bygge en kæmpe model i studiet?

”Bygningen var stadig lukket for offentligheden, både på grund af risikoen for kollaps, men også de store mængder smeltet bly gjorde det for farligt. Og under alle omstændigheder måtte vi fylde rummet med røg, dække gulvet med aske og støv og dumpe tonsvis af flammende tømmer ned gennem kirkerummet. Så en model var den eneste løsning – og den hjalp også til, at vi kunne kontrollere ilden fra vores mange skjulte dyser. Vi byggede en stor del af selve kirkeskibet, vindeltrapperne, de ydre gallerier og trælægterne i nordtårnene, foruden det gigantiske klokkerum til det fantastiske sidste, desperate forsvar mod det brølende ildhav.”

 

Var det nødvendigt at være troende for at kunne lave filmen om branden i Notre-Dame?

”Jeg tror man skal tro på den filmiske oplevelse. Jeg kommer fra en totalt ateistisk, sekulær og republikansk familie baggrund. Tanken om et muligt liv efter døden var en abstrakt tanke i vores hjem, men jeg husker, at jeg, lige inden jeg blev teenager, følte, at der var noget jeg manglede i mit liv… Så jeg kompenserede ved at udvikle en stor interesse for middelalder arkitektur, brugte mine lommepenge på kirkemusik, gregorianske hymner, tibetanske messe, Saheliske sange, Bach oratorier og Frescobaldi toccataer. Om sommeren – i stedet for at tage til stranden – bad jeg om ikke vi kunne se iskolde bretonske kirker og romanske basilikaer i Auvergne. Jeg kan ikke så meget som bare en enkelt bøn, men jeg har den dybeste respekt for andres religionsdyrkelse og tro.  

Det forklarer nok mit harmoniske forhold med buddhistmunkene, da jeg lavede ”Syv år i Tibet”, med ørken beduinerne da jeg lavede “Black Gold” og benediktinermunkene i “Rosens navn”. Når jeg er inde i et tempel, en moske eller en Kirke, holder jeg af at mærke den tro, jeg ikke deler, sindsroen ved tilbedelsen og bønnerne. De gejstlige jeg mødte, da jeg arbejdede med “Notre-Dame i flammer” var således på ingen måde overrasket over, at det var mig, der lavede filmen. Og på én eller anden måde blev brandfolkene også næsten hellige for os og det er interessant at se, hvorledes de to grupper fandt sammen med dette projekt.”

 

På mange måder er din film bygget op som en thriller; truslen er kendt, du kan høre den, forestille dig den, du véd, hvilken skade den vil forårsage, men vi ser den ikke selv før senere…

”Det er jo sådan man fastholder forventningen og skubber spændingen foran sig; man holder publikum ude på kanten af sædet og giver dem kun antydninger af den fare, de godt ved truer. Jeg ville forsinke det uundgåelige så længe, som jeg kunne, ved at vise alle de elementer, der ledte til 0 timen kl. 18:17. Og det er også det, der har fascineret mig lige fra starten da jeg læste de første dokumenter; den utrolige mængde af akkumulerede fejl i og omkring branden. Jeg havde ingen anelse om, hvor grelt det havde været; at sandheden var så utrolig. Det er jo faktisk et mirakel, at Notre-Dame overhovedet blev reddet. For at være helt ærlig, troede jeg om aftenen, at katedralen ville blive udslettet og general Gonthier indrømmede over for mig, at han havde troet det samme. Og hans plan havde været at ofre resten af Notre-Dame for at forhindre branden i at spredes og rasere hele Île de la Cité når den kollapsede. Men det skete bare aldrig. Og gudskelov for det!”