Familien bag filmen

Da instruktør Joséphine Japy var barn, voksede hun op med en lillesøster, som var anderledes end alle andre børn. Bertille kunne ikke tale. Hun udviklede sig langsommere end sine jævnaldrende, og hendes forældre levede i mange år uden at vide hvorfor. Familien kendte symptomerne, men ikke sygdommens navn. Først mere end 20 år senere fik Bertille diagnosen Phelan-McDermid syndrom. For Joséphine Japy blev det et vendepunkt. Ikke fordi diagnosen ændrede hendes søster. Men fordi den endelig gav familien et sprog for det liv, de allerede kendte.

Det blev samtidig begyndelsen på LYSET I OS.

​​

Jeg husker præcis det øjeblik, hvor min mor ringede. Den samtale ændrede mit liv. Jeg indså, hvor meget jeg havde brug for den diagnose. Jeg havde brug for ord. I dette tilfælde: Phelan-McDermid syndrom. Fra det øjeblik vidste jeg, at filmen måtte laves.
fortæller instruktør Joséphine Japy

 

Ikke en biografi – men en personlig fortælling

Selv om LYSET I OS udspringer af Joséphine Japys egen familie, er filmen ikke en direkte gengivelse af virkeligheden.

Instruktøren beskriver selv filmen som autofiktion.

Historien tager afsæt i hendes egen familie, men gennem fiktionen bliver den en universel fortælling om kærlighed, ansvar, søskende, forældreskab og håb.

 

Jeg ønskede ikke at lave en film om handicap.

For Joséphine Japy har det været afgørende, at LYSET I OS ikke bliver opfattet som en film om en diagnose.

Hun ønskede først og fremmest at fortælle historien om en familie.

Det var min største frygt. Jeg ønskede ikke at lave en film med et budskab eller en tung social dagsorden. Jeg ønskede ikke at prædike eller gøre min familie til et eksempel.
udtaler Joséphine Japy

I stedet fortæller filmen om de relationer, som formes, når et menneske har brug for omsorg. Om forældre, der holder fast i hverdagen. Om en storesøster, der længes efter frihed og forelskelse. Og om en familie, der – trods alt – bliver ved med at vælge livet.

 

 

Den virkelige Bertille

Den Bertille, publikum møder i LYSET I OS, er inspireret af Joséphine Japys egen søster.

Under optagelserne besøgte Bertille flere gange filmsettet sammen med deres mor. For skuespillerne blev mødet med hende en uforglemmelig del af arbejdet.

​

Sarah Pachoud, der spiller Bertille, fortæller:

Det var meget bevægende. Vi forsøgte aldrig at kopiere hende. Det var heller aldrig meningen. Men hendes tilstedeværelse gav os noget, som ikke kan beskrives. Hun var rolig. Og samtidig uforudsigelig. Netop den uforudsigelighed blev en vigtig inspiration for mig.

​

Angelina Woreth, der spiller storesøsteren Marion, siger:

Det skete netop den dag, hvor vi optog scenen med epilepsianfaldet ved Middelhavet. Pludselig stod Joséphine, hendes mor og Bertille på stranden og så på os tre – Mélanie, Sarah og mig. Det føltes næsten som et spejl. Et meget stærkt og rørende øjeblik. Det gjorde mig endnu mere bevidst om, hvorfor Joséphine havde behov for at fortælle denne historie.

​

 

En familie – ikke et symbol

Mélanie Laurent, der spiller moren Madeleine, beskriver filmen sådan:

Det, der slog mig mest, var dens beskedenhed. Den forsøger aldrig at presse følelser frem.

Pierre-Yves Cardinal, der spiller faren Gilles, tilføjer:

Filmen fortæller om kærlighed, familie og sårbarhed med en enkelhed og ærlighed, der gør den dybt bevægende.

 

En film om livet

​

På trods af sit udgangspunkt er LYSET I OS ikke en film om sygdom.

Den er en film om alt det, der stadig findes. Om kærligheden mellem søstre. Om et ægteskab, der bliver sat på prøve. Om ungdommen, der ikke lader sig standse. Og om håbet, der kan opstå, når en familie endelig får sat ord på det, den har levet med i årevis.

Pierre-Yves Cardinal uddyber:

I familier med et handicappet barn opstår der næsten altid en ubalance. Den ene forælder bliver hos barnet, mens den anden må bære det økonomiske ansvar. Gilles lever med frustration, skyldfølelse og kærlighed på én gang. Det smukke ved manuskriptet er, at alle disse lag eksisterer samtidig. Joséphine dømmer aldrig sine karakterer. Hun viser mennesker, som de er – fulde af modsætninger. Der er ingen lette forklaringer.

​

Mélanie Laurent fortæller yderligere om hendes rolle som mor:
Der var mange scener, hvor jeg havde lyst til at græde. Hver eneste gang stoppede Joséphine mig. Hun gav aldrig efter. Og da jeg så filmen, kunne jeg kun konstatere, at hun havde ret. Hun førte Madeleine præcis derhen, hvor karakteren skulle være. Resultatet blev en kvinde med enorm værdighed og styrke. En kvinde, som ikke bryder sammen. Som ikke søger medlidenhed. Hun er fuld af humor. Hun klarer alting. Hun klager aldrig. Hun ofrer sig for sin familie, men uden at få andre til at føle skyld. Hun ønsker inderligt, at hendes datter skal få et liv, selv om hun selv har sat sit eget på pause. Den slags kvinder ser man alt for sjældent i film.