INSTRUKTØR CHRISTOPHE BARRATIERS ARBEJDE MED FILMEN

”Da jeg blev kontaktet af produceren Hélène Cases, som jeg ikke kendte I forvejen, blev jeg både glad og stolt over, at hun havde tænkt på mig til projektet. Hun havde set mange af de film jeg har lavet, og var på den måde blevet overbevist om, at Pagnols univers ville passe godt sammen med min kærlighed til barndommens uskyldige univers. Det sjove var, at mit kendskab til Pagnol går helt tilbage til min egen tidligste barndom. Min mormor, Marie Simonet, der havde en stor skuespillerkarriere på teatret inden krigen, havde selv spillet med i flere af Pagnols stykker. Væggene i hendes lejlighed, hvor jeg boede til jeg blev 8 år var fyldt med fotos af Charpin, Henri Poupon og selv Raimu. Takket være hende så jeg flere af Pagnols film, som “Le Schpountz” (1938), “Brøndgraverens datter” (1940), “Bagerens smukke kone” (1938) og ”Marius” trilogien (1936). Det, han ikke havde filmatiseret, læste hun for mig, og min favorit var ”De søde hemmeligheder”, filmatiseret som ”Min sommer i Provence”. Så jeg kendte allerede hans karakterer og deres univers, for deres dialog var en del af min egen barndom.

“Min sommer i Provence”, der følger efter "Min fars store dag", "Min mors slot" er det tredje kapitel i "Erindringer fra barndommen". Det var en tid, hvor den lille Marcel stod på tærsklen mellem barndommen og puberteten; dér, hvor hemmelighederne sniger sig ind i vores liv. Men det er også en tid, hvor det går op for os, at de voksne, til trods for deres opdragelse af børnene om ikke at lyve, adlyde og altid være ærlige, langt fra følger deres egne regler. Marcel opdager, at de voksne også lyver, skjuler ting for hinanden og vogter deres inderste hemmeligheder. Men det er også en alder, hvor man møder den første kærlighed, der opfører sig som en bittersød blanding af styrke og sårbarhed, der kan gøre så uendelig ondt i hjertet. Det er også en tid, hvor de første venskaber smuldrer og de første store konflikter med de voksne bryder ud i lys lue.

Den største udfordring med filmatiseringen var, at vi var nødt til tage os et par friheder ved at omskrive dele af historiens struktur, for at skabe en mere jævn dramaturgisk udviklingskurve og sammenhæng. Det næste var at skabe et klart mål og overordnet plot for hver enkelt karakter, så historiens udvikling blev mere tydelig. Vi var også nødt til at forstærke flere af delhistorierne, for selv om de var charmerende i bogen, fungerede de ikke helt så godt rent visuelt. Endelig tillod vi os at trække på en række andre karakterer fra det Pagnolske univers; for eksempel har vi givet den lille Marcel et stærkt behov for selvstændighed, men også en snert af trodsig arrogance, som er lånt fra ”Le Schpountz”.

Jeg har også brugt mange andre små dramaturgiske detaljer i historien til at forstærke dens intriger eller karakterudvikling, som Lilis vrede over Marcels svigt, og konflikten med hans forældre, der er langt mere dramatisk end bogforlægget. Det samme var tilfældet med jagten på den berygtede slange, der spøger i bjergene, og hvor jeg tillod mig selv at blive en smule inspireret af Harry Potter universet. Jeg skruede også op for tante Roses relation til kvindefrigørelses-bevægelsen, og som Pagnol kun skrev parentetisk om, men jeg brugte det også som et sideplot for at forstærke Marcels mor, Augustines karakter. Hun er dedikeret, fornuftig og omsorgsfuld, men den ideelle mor i den virkelige verden er ikke nødvendigvis den optimale, når vi taler om fiktion. Efter at have opdraget tre skønne børn synes jeg det kunne være interessant, at hun i hemmelighed helliger sig en både virkelig og metaforisk frigørelse fra sit perfekte jeg. Hun holder også alvoren af sin sygdom hemmelig for både Joseph og børnene; så alle vogter over deres hemmeligheder, til den dag, hvor de lidt efter lidt kommer frem i lyset og påvirker livet for både børnene og de voksne”.